Hvad er ACT

Acceptance:

Vi lever i en vestlig feel-goodism kultur, der fortæller os, at hvis vi ikke har en god og ”rigtig” følelse indeni, tænker positivt og er lykkelige, så er der noget galt med os.

ACT ser det på en anden måde:
Psykisk smerte er en naturlig del af livet. Alle mennesker vil opleve tab, skuffelser, vrede og angst mm. Det vi opnår i livet, kan vi miste igen. Vi kalder denne type  smerte for den naturlige smerte. Vi kan ikke leve et meningsfuldt og værdibaseret liv med mindre, vi er villige til at acceptere, at denne smerte er en uundgåelig del af livet. Det er dog et indre ubehag, som de fleste mennesker har en umiddelbar impuls til at forsøge at slippe af med. Hvis denne impuls får lov at styre os gennem længere tid, taler vi om et adfærdsmønster, vi kalder undgåelse. Denne undgåelsesadfærd kan på sigt resultere i, at den naturlige smerte vokser. Man kan sige, at den får en “tillægssmerte”, som på sigt kan føre til en egentlig psykisk lidelse, og et liv, der bevæger sig væk fra en meningsfuld og værdibaseret tilværelse.

Når vi rækker ud efter noget her i livet, ligger smerten / det indre ubehag altid som en nærværende mulighed.  Lad os give nogle eksempler:
Når er par skal være forældre giver det oftest en oplevelse af, at noget værdifuldt og meningsfuldt er på vej. Men samtidig er bekymringerne for, om fødslen går galt ikke sjældent en følgesvend, og når barnet vokser op, rammes forældre nemt af frygt for at barnet skal blive sygt og måske dø, blive lukket ude fra fællesskabet, klare sig dårligt i skolen ect.
Et andet eksempel kan være, når man bliver forelsket og byder en potentiel partner op til dans. Frygten for afvisning vil for mange være den naturlige følgesvend til det meningsfulde i situationen. Et sidste eksempel kan være første gang, man stillede sig op og fremlagde noget for en forsamling. For mange var angsten tilstede i situationen, og samtidig var handlingen nok både vigtig og  meningsfuld for den pågældende.

Her er ACT`s pointe. Stort set alt i livet er bygget sådan op: For at nå frem til det meningsfulde og værdifulde, så kan det kun lade sig gøre på en sund måde, hvis vi er villige til at acceptere den smerte / indre ubehag, der kan følge med. Og jo vigtigere mål man går efter, jo større er smerten, hvis man fejler.

Når noget er meget angstfuldt, som i ovennævnte eksempler, så er det umiddelbart nemmere at undgå lade være at få et barn, undlade at sige noget i forsamlingen og lade være med at byde pigen op til dans – og dermed få angsten til at forsvinde. Eksempler på førnævnte undgåelsesadfærd. Du undgår ganske vist umiddelbart angsten, men samtidig undgår du at komme hen til det, der er meningsfuldt. Du er ikke længere styret af værdier og mening, du er styret af et ubehag, du søger at undgå.
Derfor har ACT udviklet en række redskaber, der skal hjælpe os til at få en fleksibilitet og smidighed i vores måde at tænke på og i måden vi er i svære følelser på.

De primære redskaber er samlet i en model, der kaldes hexaflexen. Hexafleksen er redskaber, der lærer os at få et forhold til vores tanker, og de livsfortællinger vi fortæller om os selv, så det ikke længere er ufunktionelle tanker og fortællinger, der tager styringen, og hundser rundt med os, så vi kommer ud af kontakt med det, der er værdifuldt og meningsfuldt.  Ligeledes øver vi os i at rumme og acceptere svære følelser i stedet for at undgå dem og kæmpe imod dem. For jo mere vi kæmper mod følelser som f.eks. angst jo mere kommer de til at styre os. I stedet for at kæmpe mod ubehagelige tanker og følelser, træner man i ACT systematisk på at acceptere og rumme dem og dermed stoppe kampen.

Og her er vi fremme ved den anden halvdel af Acceptence og Commitment, nemlig:

Commitment:

I ACT er fokus på klientens adfærd helt centralt for at forstå klientens lidelse og for at hjælpe klienten ud af lidelsen. Som det gamle mundheld siger: Det afgørende er ikke, hvordan du har det, men hvordan du ta´r det.

En af de helt store opgaver i mange terapier er at hjælpe klienten til at mobilisere det nødvendige engagement og forpligtelse på at ændre sin adfærd. En tilgang til at opnå dette engagement hos klienten er via en systematisk dialog at bevidstgøre klienten om, hvorfor denne sidder fast i sit handlemønster og hvad de langsigtede konsekvenser er af adfærden.
Målet er at klienten ikke bare rent kognitivt ser sin adfærd som skadelig, men også rent kropsligt mærker  og forstår, at adfærden ikke løser problemerne, men er håbløs. Den efterfølgende opgivelse af den destruktive adfærd åbner op for, at klienten nemmere kan engagere sig i en adfærdsændring.

En anden vej at gå, når terapeuten skal hjælpes til en adfærdsændring, er at fokusere på klientens personlige værdier.

Ofte når en klient møder op i terapilokaler er det fordi, klienten er kommet ud af kontakt med det, der er meningsfuldt og værdifuldt for denne. Klienten er måske smeltet sammen med en række fortællinger og tankestrukturer, der gør, at han ikke længere kan mærke, hvad der er værdifuldt. Og ofte er klienten tilmed i gang med at undgå svære følelser, hvilket vi har set her ovenfor kan medføre, at hun bevæger sig længere og længere væk fra det, der er værdifuldt for hende.

Derfor er det afgørende, at terapeuten sammen med klienten begiver sig på en opdagelsesrejse, hvor de sammen genopdager eller opdager, hvad det er, der er meningsfuldt og værdifuldt for klienten. De spørgsmål, der er oppe, er f.eks.: Hvem vil jeg gerne være som menneske? Hvordan kommer jeg til at leve et væsentligt liv? Hvordan kunne jeg ideelt set godt tænke mig at være som mor / kollega / kæreste / ven? Hvad er det,
der virkelig betyder noget for mig? Hvad vil jeg, og hvad kan jeg så? Hvad vil jeg basere mit liv på? Hvad er det mest værdifulde for lige netop mig?

Det, vi er interesserede i er altså, at den enkelte klient, vi møder, bliver optaget af sådanne spørgsmål og dermed kommer i kontakt med, hvad der er hendes dybeste værdier, og hvad der er meningsfuldt for hende, i stedet for at være i konstant kamp mod tanker og fortællinger. Den kamp låser nemlig hendes liv fast og indsnævrer hendes handlemuligheder og bevirker, at hun stiv og ufleksibel bliver ved at gentage de samme uhensigstmæssige manøvrer.

ACT´s primære sigte er altså ikke at fjerne ubehagelige følelser og tanker. I stedet ønsker ACT at vi begiver os på en vandring i kontakt med det, der er værdifuldt og meningsfuldt samtidig med, at vi rummer og accepterer svære følelser og lader tankerne være det, de er, kun tanker og fortællinger, vi ikke er herre over og som vi ikke nødvendigvis skal lade os bestemme af.

ACT er ikke kun en terapiform, ACT er en livsanskuelse, hvor både terapeut og klient sammen begiver sig ud på en rejse, der bringer begge i dyb kontakt med, hvad det vil sige for lige netop mig at leve et værdistyret liv.
Derfor er det relevant for såvel terapeut som klient at være undersøgende på: Den samtale og kontakt vi har lige nu, er det værdibaseret og meningsfuldt for os begge?